Fang til din egen fiske-grillbuffet i Sæby Havn – Hedebo Strand Camping

DSCN0761Foto og artikel af: Jari P

Når man taler om en luksus fiskebuffet, taler man ofte også om prisen, der i mange tilfælde anses som værende høj. Nogen betaler gerne for at kunne nyde de mange lækre fisk og skaldyr, og andre ikke…
Mange steder i Danmark kan man selv fange spændende og velsmagende fisk, nok til at man uden problemer kan tilberede sin egen lille fiske-fest, akkompagneret af en grill, salt og peber og et godt glas hvidvin…

Sæby Havn

Sæby havn ligger få minutters kørsel fra Hedebo Strand Camping. Om sommeren i månederne maj, juni og juli, vrimler det med fisk i området.
Skrubber og rødspætter, fjæsing, hornfisk, ål, ålekvabber, havørreder og makrel, findes i stimevis få meter fra sydmolen, som er den eneste mole der må fiskes fra, grundet en frednings-zone mod nord.
Fra sydmolen kan alle fange fisk, jeg vil klart anbefale dem der har børn, at tage dem med til Sæby så de kan fange deres evt. første fisk.

Jeg oplevede 3 fantastiske dage under mit ophold hos Hedebo Strand Camping, med et sublimt fiskeri fra Sæby havn.

DSCN0767

Fiskeriet

Hver dag gav fisk, de samme arter og mange af hver… Førstedagen kan beskrives således:

Det var sommer, solen varmede og tillod alle at nyde vejret. Det tyrkis-blå-grønne vand kogte af fisk – man kunne måske tro at jeg pynter lidt på fakta her, men det er ikke tilfældet.
Ser I, i sommerperioden er der både sild, tobis og brisling inde under land, og de bliver jaget af de samme fisk som vi fisker efter. Skrubber, rødspætter, fjæsing, hornfisk, ål, ålekvabber, havørreder og makrel. Og når de store fisk jager, så springer de små fisk for livet, altså vandet synes at koge… Et fantastisk og spektakulært syn!

Jeg havde sildestykker, børsteorm og blink med som agn. Sildestykkerne ville jeg fange hornfisk med, børsteormene – fladfisk, ål og ålekvabbe og blinkene – havørred, hornfisk og fjæsing.

Jeg var på stedet i Juni måned og det er først på sensommeren de mange makrel kommer ind til havnen, så dem fiskede jeg ikke efter. Hvis jeg gjorde, havde jeg brugt makrelforfang, blink, små tobis eller sildestykker. Det virker hver gang.

Jeg fangede 4 store ål, 11 fjæsing, 15 hornfisk, 2 ålekvabber, 3 rødspætter og en skrubbe på førstedagen.
Jeg købte derefter en lille grill og lagde en af hver art på, krydret med ikke andet end salt og peber. Når fiskene er så friske smager de vidunderligt og er så rene i smagen, at hvis man krydrer dem, risikerer man at smage alt andet end den milde grillede fiskesmag.

DSCN0734

Fjæsingen

Fjæsingen er yderst velsmagende og nem at have med at gøre. Det er dog en meget giftig fisk, så man skal passe på.
Tag med en tang fat i undermunden af fjæsingen, sæt kniven bag finnen ved gællen, skær til benet og kør kniven langs rygbenet. En filet uden ben er nu skåret. Smagen i kødet er så delikat, at man næsten ikke skal krydre. Det er en af mine favoritfisk at spise. Prøv den!

Sådan fanger jeg fiskene

Til fladfiskene og ålene bruger jeg et simpelt forfang med naturlige “perle-farver”. Ingen røde eller grønne farver etc.
Forfangene kan købes i alle landets grejbutikker til meget få kroner. Der sælges børsteorm hos grejhandleren, som er at finde på Sæby Havn. Kast ud, stram linen op og afvent “nøk” i stangen. Giv tilslag/modhug og se om den sidder der…

Blinkene jeg bruger til havørrederne, hornfiskene og fjæsingerne (Makrellerne også), er som regel sølv, kobber, hvid eller rød/sorte varianter. Simpelt som det er, kaster jeg ud og trækker ind, med en varieret indspinning. (langsomt, hurtigt og korte spinstop)

Sildestykkerne eller de små tobis sættes på en enkeltkrog, dybden de fiskes i er en hel til en halv meter under overfladen, brug en prop. Det er er ligemeget hvilken farve proppen har. Når der er bid går proppen under vandet, giv tilslag/modhug når det sker.
Det er ikke altid fisken kroges, sådan er fiskeri.
Det er ikke nødvendigt at have et lod på linen. Man har ikke brug for at kaste langt alligevel. Fiskene går ofte lige nedenfor molen. Men det vælger man naturligvis selv.

Havørreden

Der er mange havørreder i området. Det er der fordi at Sæby Å løber ud ved havnens nordside, hvilket også er grunden til at der er en fredningszone som tidligere nævnt. Man freder generelt 500 meter til hver side fra udløbet af en å, for at fiskene har en chance for at svømme op i åen uhindret for at gyde…

Fra sydmolen fanges hvert år mange havørreder, sommetider også store fisk helt op til 6 kg.
Jeg havde i alt 2 på krogen/blinket under de 3 dages fiskeri, men de hoppede af krogen igen helt inde ved molen. Begge var vel omkring 40-45 cm. lange.

Havørrederne fanges typisk på blink, tobis eller sildestykker ved Sæby Havn. Denne tog en tobis fisket 50 cm. under overfladen med en ganske almindelig prop.

God fornøjelse med fiskeriet fra Sæby Havn!

DSCN0781