Havbars – sommerfisken alle kan fange…

En stille morgen – på jagt efter havbars.

Vandet var fint og klart. En måge sad lidt længere nede ad stranden og betragtede mig kort før den lettede. Vinden stod sagte fra syd, perfekte forhold til dagens fiskeri.
Jeg kunne ane en kutter i det fjerne, måske med lasten fuld af fisk, det kan være mågen havde set det samme som jeg, og at det var derud den var fløjet, for at få chancen for en godbid.

Udstyret med en hjemmelavet 6-fods, ombygget, fluestang, et Penn Sargus og en snurrebasse på 40 gram i sølv, havde jeg kun én fisk i tankerne, Havbars.

Den bløde flue-klinge skulle gøre fiskeriet lidt mere intenst og udfordrende, ikke fordi de skønne havbars ikke er udfordrende nok i forvejen, men fordi jeg dagen før havde fanget 62 stk. med en stang på 10 fod, og derfor manglede nye indput, samt mindre press i arm og skuldre, til denne ekstra dags havbarsfiskeri.

Igen var jeg alene med de mange fisk

Ligesom dagen før, var der ikke et øje i miles omkreds. Det første kast blev lagt ud og det var som om dagen forinden, gik hånd i hånd med denne dag. En havbars huggede og den lille stang som i forvejen bøjer til korket i kastet, gik nu helt i bund.

Flere udløb, som kendetegner en større havbars, gav mig sved på panden. Jeg måtte hele tiden finde mig i stangens vanvittige aktion, hver gang fisken slog med hovedet. Bølgerne var ikke store denne dag, men der var nok gang i dem til, at kunne “kane” fisken ind på siden og op på sandet, med hjælp fra en af dem.

En flot havbars på 51 cm. var dagens første fisk.

Jeg fik i alt 18 stk. denne dag. fordelt på 6 timers fiskeri.

Myterne om havbars

Mange tror at fiskeriet efter havbars er kompliceret. Mange tror de kun kan fanges langt ude, nogen at de kun kan fanges i brændingen, andre mener havbarsen kun holder til nær stenhøfder og stenmoler.

Sandheden er, at de er alle steder. Dette især fra juli til godt og vel 14 dage ind i september. En god sommer kan gøre således, at de flotte havbars ankommer sydfra tidligere og blive længere.

Et blink i sølv er alt der skal til.

Havbarsen er at finde fra Grenen og helt ned til Blåvand. De kan fanges morgen, middag og aften. Jeg fanger dem i alle døgnets lyse timer og helt ind i skumringen og ca. 1-2 timer efter.

En havbars hugger sjældent forsigtigt, så benyt gerne kraftige 3-kroge med gode modhager, så er chancen for en god krogning optimeret.

Syd-vendt vind, let sydvestenvind eller østenvind under 5 sekundmeter, er at foretrække til dette fiskeri.

Jeg fanger mine havbars langt ude (100 meter ude), helt inde i brændingen få meter fra land, over ren sandbund fra stranden, over sten, langs og fra moler, samt langs og udfor stenhøfder.

Det ville være ren utopi, at skrive mere om havbarsfiskeriet… At sætte havbarsfiskeriet så højt, som for at sige, at man både skal være god, speciel, eller ekstra dygtig for at fange denne fisk, er at overdrive mere end hvad godt er. Når man rammer en stime havbars, så hugger de, og er det med et sølvblink, så fanger man flest.

Det eneste man skal vide er, at den eneste begrænsning der er at finde i dette fiskeri, er grumset vand. Klart vand er et must.
Det kan lade sig gøre at fange dem i grumset vand og det er ikke let, men fisker man dybt med skarpe farver og besidder en hulens masse held, kan det dog lade sig gøre.

Havbars kan som nævnt, fanges langs det meste af vestkysten. De fangster der hvert år gøres i fjordene og langs østkysten, er i 99,9% af tilfældene, ganske tilfældige.

Fiskeriet efter de sølvglitrende aborre- og sandart-lignende saltvandsfisk, er det jeg glæder mig mest til hver sommer.

Det at gå på vestkysten og fange havbars, er som at træde ind i en drøm, hvor man selv kunne vælge udseende, handling og klima.

Fakta og regler om havbars-fiskeriet

Mindstemålet er 42 centimeter for havbars.

2018: Nye EU regler dikterer, at alle lystfiskerfangede havbars skal genudsættes syd for Hansholm.

/Jari – Camping og Fiskeri