Lystfiskeri i Tejn Havn – 2,7 km. fra Sandkaas Familiecamping

Tilbage til Sandkaas Familiecamping​

Lystfiskeri i Tejn Havn er for alle. Der er mange fisk og nogle dage endda store havøreder.

Lystfiskeri i Tejn Havn

Lystfiskeri i Tejn Havn, er både spændende og givende. Ikke mindst familievenligt.

Tejn Havn er måske ikke en af Bornholms mest charmerende havne. Til gengæld er den tæt på at være den bedste havn til fangst af havørreder, i Danmark. Og alle kan fange dem, med lidt hjælp.

Både i de dybe og mindre dybe bassiner, kan der være godt med fisk. Om sommeren kan det være en anelse svært at komme til i havnen , da der er mange både, kuttere etc.

Der kan fanges flere fiskearter i Tejn Havn, alt afhængigt af årstiden.

Vand og bundforhold

Med en max-dybde på 3 meter, kan man godt kalde Tejn Havn for en lavvandet havn. Rundt om i havnen er der tangplanter, især i de mest lavvandede områder. Bunden er forholdsvis blød inde i havnen og har en mørkere nuance i forhold til udsejlingen, hvor der er mere sandet og en generelt lysere bund.

Vandet er ofte klart, men i kraftig vind kan vandet blive en del grumset.

Årstider – fiskearter i Tejn Havn

Havørred: Året rundt

Rødspætte og skrubbe: Året rundt

ål: Maj, juni, juli og august

Hornfisk: Maj og juni

Fangstmetoder:

Havørred: Opskriften er simpel til fiskeri efter havørred i og omkring Tejn Havn.

Blink i sølv, i sølv/sort, grå/sort, sølv/grøn, brun, kobber, rød/sort eller hvid/grøn.

Om man vælger det ene eller andet mærke, er op til en selv.  Jeg vil dog nævne ét blink ved navn, som kan lidt mere end andre blink i denne sammenhæng. Sillingen.

Sillingen fra OGP er et langt tyndt gennemløbsblink, hvor linen løber igennem blinket. Dette blink roterer om sig selv og har samtidig en lang bærende flade.
Blinket kan p.g.a. sin rotation og bære-flade kombineret, fiskes ultra langsomt lige over bunden, imens den via. sin rotation, sender vibrationer ud til enhver havørred i området. Efterår, vinter og forår er årstiderne hvor der typisk gerne fiskes nær bunden i Tejn Havn. Fanger man dog intet dernede, må man affiske lidt højere i vandet.

Læs mere om blinket her: OGP Silling 

Når der er sild og tobis, jager havørrederne i Tejn Havn gerne nær overfladen og dette kan ses.
Hvirvler efter større jagende ørreder og springende småfisk, afslører muligheden for at fange fisk højt i vandet.

Jeg vil dog nævne fiskeri med alm. regnorm og prop, som en mulighed. Her kan børnene også være med og chancen for en havørred der tager ormen er tilstrækkelig stor.

Alt grej til fiskeriet i og omkring havnen i Tejn, kan købes i Tejn by – link: Butik Maritim

Rødspætte og skrubbe: Her bruges typisk et ganske alm. købe-forfang m. 2 kroge og et lod. Man kan også lave sit eget. På krogene kan man bruge børsteorm, regnorm, sildestykker, brislinge-stykker, makrel-stykker/strimler. Kast ud og afvent hug, eller brug et blink i enden, (hvor krogen er afmonteret) istedet for et lod. Metoden tilhører aktivt fiskeri, man kaster ud, lader forfang og blink synke til bunden, men istedet for at lade det ligge og vente på at fladfiskene kommer, så trækker man meget langsomt ind og affisker bunden på den måde. Kast og affisk evt. i vifteform, så finder man fladfiskene hurtigere.

Bemærk: Aktivt fiskeri efter fladfisk i Tejn Havn kan kun lade sig gøre i de 2 nordligste bassiner, da der er færre sten og mindre tang på bunden

Ål og ålekvabber: Ål: Maj, juni, juli og august – Ålekvabber: Stort set hele året.

Ål og ålekvabber fanges klart nemmest med almindelige regnorm. Her kan fiskes med en prop eller med et lille lod og krog nede ved bunden.

Fisk gerne nær fiske-rensepladser, da der smides godter ud som ålene kan lide. Fisk nær bådbroer og stensætninger, som både er jagtmarker og gemmesteder for ålen.

Hornfisk: Hornfiskene fanges med blink eller prop og sildestykker, samt med brisling-stykker.
Når der fiskes efter hornfisk i Tejn Havn, fiskes der typisk midt eller højt i vandet. Nogle gange handler det om at finde dybden de svømmer i, frem for den rette agn. Hornfiskene hugger gerne på alt der bevæger sig og som ligner en fisk eller reje etc.
Vil man sidde og hygge med en prop og et stykke sild eller brisling på en trekrog eller enkeltkrog, kan man med fordel sætte fiskestykket til at være i alt fra 1 m.-1,5 meters dybde.

Fiskegrej og udstyr til lystfiskeri i Tejn Havn

Til fiskeriet kan man bruge fiskestænger fra 6-9 fod. Kastevægt: Alt fra 7 gram op til 30 gram. Stivhed i stangen: mellem/allround. Fiskehjulet må gerne have størrelsen fra 2500 – 3000.
Brug enten 0.14-0.16 flet eller fireline – eller det ganske udmærkede nylon/monofil line i 0.28 – 0.32. mm.

Obs.: Sørg altid for at have “nok” line på hjulet, fyldt op, næsten helt ud til spolekanten. Dette gør at der er mindre modstand, fra netop spolekanten, når der kastes ud. At have meget line på hjulet giver længere kast, logisk set.

Knæk og bræk med fiskeriet efter havørreder i Tejn Havn, samt de andre spændende fisk.

/Jari – Camping og Fiskeri


Læs mere om lystfiskeri i Havne her: Lystfiskeri i Havne på Bornholm…


Tilbage til Sandkaas Familiecamping​
error: Content is protected !!