Fyns Hoved – campingstrækningen

Fyns Hoved – campingstrækningen – info
Fyns Hoved Campingstrækningen er placeret for enden af Fyns Hoved Camping. Kystfiskeriet efter havørreder er godt året rundt, men bedst sent forår, sommeren igennem og om efteråret. Det sene forår og sommeren igennem, må siges at være topsæson for både hornfisk og fladfisk, som er de 2 fiskearter udover havørreden der hyppigst fanges fra pladsen.
Fladfisk
Man kan som ganske almindelig lystfisker, gå ned til stranden med en bøtte sandorm, et forfang med 2 kroge, et lod/vægt for enden og fange fladfisk. Fiskeriet kræver ikke meget. Find gerne de steder hvor der kun er ren sandbund. Eller kast ud før eller efter tangbælterne, da fladfiskene ofte forsøger at gøre sig “ekstra” usynlige ved at grave sig ned ved siden af sten og planter.
Brug gerne 40 grams lodder, gerne tungere, for at komme ud over tangbæltet. Ofte er fladfiskene at finde tæt under land, men de større eksemplarer er gerne lidt længere ude. Sommetider kan lyden af strandgæster også få fladfiskene til at trække lidt længere ud end normalt. Men der er mange kilometer lækkert fiskevand ud for pladsen. Nogle af dem er uden badegæster. Dette uanset hvilken retning man måtte vælge at gå i.
Havørred
Havørrederne trækker gerne henover tangbælterne i området og skal i mange tilfælde fanges over disse i sommerperioden. Som regel midt på dagen. Henunder aften og nat, kommer havørrederne dog også helt ind under land for at spise rejer og småfisk m.m.
Også tidlig morgen, fra solopgang og en time eller 2 frem, er de at finde helt inde under land. Her kan man, ligesom i aften- og nattetimerne, affiske mellem høfderne på strækningen, i badekar (fordybninger i bunden), samt henover hver eneste lille mørke tangplet man finder. Byttedyrene og byttefiskene gemmer sig gerne i tangen, og det ved havørreden pr. instinkt.
Forår og efterår kan også give ganske gode fangster i løbet af de lyse dagtimer på alle pladser.
Blink til Fyns Hoved Campingstrækningen og havørrederne
Tobis, kobber, sølv, olivengrøn eller et mat, gråligt blink, fungerer glimrende langs Fyns Hoved Campingstrækningen.
Brug gerne mørkere blink henunder aften og i overskyet vejr. I stille vejr – blikstille med tåge og dis – brug et blink der kører jævnt og roligt, fisk gerne langsomt med blinket.
Står solen høj på himlen, kan alle de nævnte blink anvendes. Uanset vindforhold. Blink med hvid farve kan også gøre sig gældende om sommeren. Det må gerne være små/mindre blink såsom Hugo blinket eller Stripper-blinket. Sidstnævnte gerne fra 7-15 gram.
Lange grønlige eller grålige tobis-gennemløbsblink er at foretrække til området i sommerperioden, men som alt andet, findes der dage hvor alt det man tror på – pludselig ikke virker, så kan man i dette tilfælde ty til en af de andre nævnte varianter. kobber, sølv, olivengrøn eller hvid.
Fluer til Fyns Hoved Campingstrækningen og havørrederne
Vil man gerne fiske med flue på Fyn Hoved om sommeren, er tidlig morgen samt aften- og nattetimerne klart at foretrække. Om foråret fiskes der gerne med store fluer, især lyserøde rejefluer a la pattegrisen – men gerne større end normalen og de giver ganske godt med fisk.
Om foråret og efteråret kan man med succes fluefiske i løbet af hele dagen på Fyns Hoved.
Sommerfluerne til strækningen spænder vidt. Små rejefluer og store. Tanglopper, streamere af diverse slags m.m. Også de frække blækspruttefluer med sølvkrop med enten røde eller grønne fangearme, fungerer ganske udmærket på Fyns Hoved.
Husk på at fra start maj og ca. 3 måneder frem, kan man også fange hornfisk på denne strækning. De hugger på næsten alt, inklusiv alle de nævnte agn til havørreden her, men man kan også bruge en alm. prop og et stykke sild eller en reje på en ganske alm. enkeltkrog til dette fiskeri.
Knæk og bræk langs Fyns Hoved Campingstrækningen.
/Jari
Læs mere om Hindsholm og Fyns Hoved her: Fiskepladser udenfor Odense Fjord…
