Knebel Vig – ca. 18 km. fra Ebeltoft Strand Camping

Knebel Vig – info
Knebel Vig er på sin vis en “sidevig” til Kalø Vig, og er god for en havørred eller 2, stort set året rundt.
Vigen er rund og kan være strømfyldt under ebbe og flod, hvilket ofte giver anledning til gode hugperioder.
Når der er vind på yderkysten og bølgerne står højt, er vandet næsten altid roligt her.
Det er generelt havørreder, som man i reglen fisker efter, men af og til fanges der også ret store laks.
Èn ting er sikkert. Der er andre arter såsom fladfisk, og i sommer-månederne også hornfisk i Knebel Vig, men fiskeriet efter de 2 arter er bedre andre steder. Tag til vigen ved Knebel for at fange havørreder.
Vand og Bundforhold
Områder med jævn sandbund og blæretang, større sten og muslingebanker, forhøjninger i bunden med ålegræs, sandbanker – sporadisk dækket at blæretang, kendetegner Knebel Vig´s bundforhold.
Vandet er oftest klart. Fiskene står typisk i en vanddybde fra ca. 30 cm. til 1,5 meter.
Årstider – fiskearter ved Knebel Vig
Havørred: Året rundt.
Fangstmetoder:
Største succesrate opnås ved fiskeri med blink. Fluefiskeren kan have sine gode dage, men må som alle andre steder i landet kapitulere, de dage hvor havørrederne går efter større bytte end en lille flue. Selv større streamere kommer til kort på de fleste dage året rundt. Da jeg også selv fisker med flue vil jeg nævne, at dette er baseret ud fra fakta og ikke et snævert syn på fluefiskeren eller fluefiskeriet.
En spinnefisker kan fiske med ligeså små agn, som fluefiskeren, og ligeså langsomt med disse, men kan også fiske med store blink eksempelvis op til 15 cm.
Derudover kan havørrederne i Knebel Vig også fanges langt ude i kastet, såvel som helt inde langs vandkanten over 10-30 cm. vand. Kun en spinnefisker kan kaste til fiskene 50-100 meter ude generelt.
Selv om vinteren, dette gælder både her, men også i resten af landet, kan man fange havørreder med store agn. En gammel skrøne, som mange desværre stadig hænger sig i, hedder sig, at det er bedst at fiske med små agn om vinteren. Det er ikke korrekt. Heller ikke i denne vig.
Områder med fisk:
I Knebel Vig anbefaler jeg fiskeri omkring og imellem de sporadisk placerede blæretangs-buske. Selv små kast på 10-20 meter kan give fisk.
Alle “spidser”, især de 2 ved udmundingen af vigen, er gode fiskepladser, hvor der ofte er flotte havørreder at finde.
Stenrevene og muslingebankerne rundt om i vigen, skal også gerne affiskes. I lavvande kan der stå ret store fisk over disse, men der er ofte ikke mere end én. En havørred tager gerne standpladser i vige og fjorde, ganske som de gør det i åerne. Specielt i lavvande er det nemmere for havørreden at beskytte/råde over sit revir. Ét vandlag er langt lettere at herske over end 10. Et rev eller en banke holder ofte mange bytteemner og her kan den store ørred jage og spise, uden at skulle søge i flere kilometer vand.
I højvande kan der være flere fisk, dette både over og omkring stenrevene samt muslingebankerne, i forskellige størrelser.
En fangstmetode, som man ikke må glemme i Knebel Vig, er fiskeri med orm (alm. regnorm) og et bombarda-kasteflåd. Brug gerne et flydende eller intermediate (hængende/langsomt-synkende) bombardaflåd i glasklar farve eller hvid. Jo mere neutralt, jo mere opmærksomhed på ormen/ormene.
Et nylonforfang på 1,5 eller 2 meter fra kasteflåddet og ned til ormen, er rigeligt til dette fiskeri.
Fluorocarbon er brugbart, men for stift, dyrt og er i reglen ikke bedre end det gode gamle nylon/monofil. Også her er en skrøne på spil, men skabt i nyere tid.
Jeg anbefaler følgende blink, gennemløbsblink og kystwoblere til fiskeriet i Knebel Vig.
- Kystwoblere: Salty 18 gram – hvid/grøn eller sølv.
– Tuwub woblere – alle tobis varianter alle størrelser.
– Sandgrævlingen – alle størrelser – sølv/grøn eller sølv/blå.
De fleste kystwoblere går ganske ens i vandet, så helt præcis hvilke mærker eller brands man vælger, og der er mange på markedet, både i den dyre og i den billige ende, er ikke så vigtigt.
Chancen for fisk tilstede med dem alle.
- Blink: Snurrebassen NO 4 – hvid/grøn – sølv – grøn/perlemor/alu. – hvid.
– Sillingen (alle størrelser) – sølv – sort/blå/perlemor/alu – sort/sølv.
– Abu Zeppo 12 gram – sølv – kobber – guld.
– Møresilda 27 gram – sølv/blå – sølv/rød – hvid/grøn.
– Stripper-blinket: Hvid
Alle disse meget neutrale farver jeg har nævnt, kan fange fisk i hele Danmark og i Knebel Vig året rundt.
I lystfiskerverdenen, især indenfor kyst og fjordfiskeri efter havørred, nævnes der ofte skarpe farver til fangst af havørred i den kolde tid. Udfra mine 33 år som lystfisker og de seneste 5 og et halvt år, som professionel, hvor der fiskes mere end 300 dage om året, har jeg ikke kunne bekræfte, at det skulle være tilfældet. Neutrale farver er og bliver nummer 1 året rundt.
Er vandet dog grumset, uanset årstid, så skift evt. til følgende farvekombinationer: gul/grøn eller rød/sort.
Må du have held med fiskeriet under dit ophold på Ebeltoft Strand Camping
/Jari – Camping og Fiskeri
Denne fiskeplads ligger tæt på Knebel Vig. Læs mere om den her: Dragsmur…
