Hølken Strand – 30 meter fra Odder Strand Camping – læs mere…

Tilbage til Odder Strand Camping
Tekst: Jari – foto: Carsten Andersen – Camping og Fiskeri

Indledning:

Hølken Strand, hvis man tager udgangspunkt i badebroen udfor Odder Strand Camping, byder på flere kilometers spændende fiskeri efter havørred året rundt.

Fra Hou Havn til Dyngby Strand, hvor hele Hølken Strand er en del af turen, møder man nogle af de bedste forhold til kystfiskeri efter havørred landet kan byde på. Også andre fiskearter trækker forbi området, såsom havbars, torsk, makrel og hornfisk m.fl..

Vand og bundforhold: Hølken Strand

Fra ende til anden strækker sig et langt og bredt tangbælte langs stranden. Dog er det kun nogle steder, at bæltet kommer tæt ind under land, bl.a. udfor Odder Strand Camping.

Fordybninger i bunden/badekar tæt under land, er at finde på stort set på hele strækningen. Få steder er der en smule sten at se, på den ellers generelt jævne sandbund.
Vandet er oftest klart, men kan blive en smule grumset under kraftig østenvind.
Nogle steder kan man se højtstående blæretang, som bryder overfladen, og langs med tangen kan man ofte finde trækkende og jagende fisk.

Årstider – fiskearter ved Hølken Strand

Havørred: Havørreden kan fanges året rundt fra Hølken Strand. I sommerhalvåret “står” havørrederne mere eller mindre spredt i området, hvor de både kan fanges langt ude såvel som langt inde.
I vinterhalvåret skal man koncentrere sit fiskeri omkring de badekar, som er at finde langs stranden, tæt under land. Badekar: Er det fordybninger i havbunden kaldes af lystfiskere. (hovedsageligt de der ligger tæt under land)

Hornfisk: Fra maj og ca. 3-4 måneder frem, kan man fange hornfisk fra Hølken Strand.

Makrel: Makrellen er oftest at finde langs kysten/stranden, fra midt i juli til slutningen af august.

Multe: Multen er en ren sommerfisk. Har det været et varmt forår, kan man fange multe her allerede fra midt i maj. Men typisk kommer multen først når sommervejret er forholdsvis stabilt, d.v.s. juni, juli og august.

Havbars: Havbarsen kan man fange fra ca. midt i maj, dog også afhængigt af, hvor god forårsvejret har været. Sommer og varme er nummer 1, når havbarsen skal fanges her. Fra september er chancerne for havbars fra Hølken Strand minimale. Jeg vil tilføje at der er langt mellem havbarsene her, men at det kan lade sig gøre. Der er fanget havbars fra Hølken Strand så sent som i maj 2017.

Fangstmetoder:

Havørred: Man skal ikke være bange for, at bruge større blink og fluer året rundt. Havørreden i billedet, som jeg fangede i 2017 fra Hølken Strand, fangede jeg med et blink på 35 gram og 11 cm. Jeg har held med blink helt op til og med 15 cm. hvert år. Selv om vinteren tager havørreder gerne store agn, uanset om der er tale om fluer eller blink.
Dermed ikke sagt at de mange arter inkl. havørreden, ikke kan fanges med mindre eller helt små agn, for det kan de. Det vigtigste indenfor havørredfiskeriet er, at man ikke begrænser sig selv, for dermed begrænser man også sine chancer for fangst.

Blink: Jeg anbefaler blink i farverne sølv, hvid, sølv/sort, skarp grøn/hvid og kobberfarvede blink. Blinktyper: Salty, Snurrebassen, Møresilda, diverse kystwoblere, ABU Zeppo m.fl. Et es i ærmet kunne være Rhino Xtra Slim, men det kan betale sig lige at sætte sig ind i dette blink, før man anvender det. Læs om det her: Rhino

Fluer: Kobberbassen, Final Schrimp, Pattegrisen, Polar Magnus, div. tobis-fluer og sildefluer. Brug gerne intermediate flueline eller flydeline ved Hølken Strand. Fiskene fanges ofte i 40 cm til 1,5 meter vand.

Om sommeren kan det betale sig at fiske i lavvande, da man så kan komme ud på anden revle og fiske ud over det store tangbælte langs stranden. Om vinteren kan det være en klar fordel, at gå fra land og affiske badekarene uden at forstyrre området ved at vade i vandet.

Hornfisk: Hornfiskene er overalt i området i sæsonen, de er også forholdsvis nemme at fange. Og går helt ind på meget lavt vand. Man kan ved brugen af en simpel prop, en enkelkrog eller en 3-krog og et bly, fange hornfisk. Et sildestykke eller end skalreje sættes på krogen, gerne et stykke fra sølvsiden af silden og derefter kastes der ud. Proppen “løber afsted” eller forsvinder under vandet når der er bid. Når der er bid, gives der modhug så krogen sætter sig ordentligt. Hornfiskene kan dog til tider være svære at kroge, grundet deres lange hårde næb. Giv dem derfor gerne lidt til til at få maddingen/silden eller skalrejen, helt ind i munden, som er blødere.

Blink i alle former og farver er også ganske effektive til hornfiskene, samt diverse rejefluer, tanglopper og fiskeimitationer.

Makrel: Når makrellen er at finde langs Hølken Strand, fanges den bedst med et blink. Sommetider vil de have skrappe farver, som orange eller skarp grøn, men oftest er det nok med hvidlige eller sølvfarver. At fiske med makrelforfang her, kan være besværligt grundet højststående tang i sommerperioden.

Multe: Multen er særdeles sky når den færdes i strandområder og er i en kategori for sig selv. Ofte går den i stimer/flokke og skræmmer man først én, skræmmer man alle. Der skal sniges, listes og man føler næsten man er på jagt, hvilket man i og for sig også er.
Multerne vil gerne have hvide eller grønne fluer. Fluefiskeren skal virkelig oppe sig for at komme ind på fiskene, lægge fluen ud, uden at skræmme de ofte ret så store multer, når flue og line rammer vandet.

Spinnefiskeren kan bruge et gennemsigtigt flåd, gerne et lille bobleflåd. Den fyldes med 2 trediedele vand. Et forfang der passer til den dybde multerne går i, skal der være mellem boblen og en lille neutral-farvet mat krog (ikke skinnende), et stykke med hvidt toastbrød eller lignende og så er man halvt igang.

Forfangslinen må gerne være gennemsigtig, uden farve. Sæt brødet på krogen og kast langt over stimen. gerne 20 til 30 meter over.
Der kan også kastes foran stimens svømmeretning. Træk så langsomt, meget langsomt ind, gerne med pauser undervejs. Når så brøddet er foran stimen eller midt i den, lader man boblen ligge og krydser fingre.

Multen er stærk og eksplosiv. Husk at løsne bremsen når den er kroget.

Havbars: De store havbars går de fleste steder alene, for sig selv, men kan også svømme sammen med stimer af mindre fisk. De kan både jage i overfladen, endda gå helt ud af vandet i jagten på en sild eller tobis m.m.
Oftest ser man dem dog ikke komme, og der er da også lang mellem havbarsene ved Hølken Strand.
Fanger man en, kan det betale sig at skynde til et nyt kast, efter at have aflivet eller genudsat den første fisk. Ofte er der flere.
Havbarsen kan fanges på flue og blink, nøjagtig som alle de andre arter ved Hølken strand, multen undtaget. Sølvfarve til havbars er dog oftest en sikker vinder.

Knæk og bræk og held og lykke ved Hølken Strand.

Jari – Camping og Fiskeri

Tilbage til Odder Strand Camping