Marienlyst Strand ved Skive Fjord Camping – 0 m. – læs mere…

Video: Isabella Hauschildt – tekst: Jari – Camping og Fiskeri
Indledning:
For enden af Skive Fjord Camping, ved Marienlyst Strand i Skive Fjord, kan man hovedsageligt fange havørreder. Dog er der flere arter i området, det kommer der mere info om, længere nede i denne guide.
Man kan også fange de velsmagende ørreder nedenfor campingpladsen om vinteren, skulle man ville prøve at vintercampere.
Om sommeren er naturen frodig og særdeles smuk, både over, langs og under vandet.
500 meter fra Marienlyst Strand mod syd, rammer man et fredningsbælte. Dette område er fredet i april og maj. Læs mere her: Bekendtgørelse om fredningsbælter ved Skive-Karup Å’s udløb i Skive Fjord
Mod nord kan man fiske ca. 1 km. før man rammer en fredning ved Hagens Møllebæk. Læs mere om fredninger ved bække og åer generelt: Klik her… Fredningen her er en halvårsfredning, som går fra 16. september – 15. marts
Så for at gøre denne guide overskuelig: Der må fiskes fra Marienlyst Strand og 50o meter mod syd, og 1 km. mod nord, altid. Fra Juni må der fiskes helt ind til Skive mod syd (til Krabbesholm) Derefter kommer en helårsfredning ved Karup Å.
Fra d. 16 marts til d. 16 september, må der fiskes helt ud til Grønning Øre og mere til, mod nord.
Vand og bundforhold: Marienlyst Strand og mod nord ca. 1 km.
Marienlyst Strand er spækket med lækre tangbælter, muslingebanker, store og små sten og badekar. (fordybninger i bunden nær land samt i ellers lavvandede områder.)
Vandet kan blive en smule plumret i kraftig østenvind og der kan sommetider være en del løse tangplanter i vandet under de vindforhold. Generelt er vandet ved Marienlyst Strand dog helt klart.
Dybden går fra ca. 20 cm. til ca. 1,5 meter de fleste steder på strækningen. Gennemsnitsdybden er ca. 1 m.
Årstider – fiskearter ved Marienlyst Strand
Havørred: Der kan fanges havørreder her året rundt.
Mindstemål 40 cm.
Hornfisk: Hornfiskene kan fanges ud for Skive Fjord Camping ved Marienlyst Strand, fra starten af maj og ca. 2-3 måneder frem.
Intet mindstemål og ingen fredningstider.
Skrubbe: Året rundt.
Mindstemål: 25,5 cm.
Ålekvabbe: Året rundt.
Intet mindstemål og ingen fredningstider.
Ål: Ålene kan fanges i sommermånederne, juni, juli og august.
Mindstemål: 40 cm. – ingen fredningstider for lystfiskere med stang.
Fangstmetoder:
Havørred: Havørrederne her, kan fanges med blink, fluer og f.eks. Gulp børsteorm, fisket med et bombardaflåd.
Da der generelt er ret lavt vand ud for Marienlyst Strand, anbefaler jeg at man fisker med mindre blink eller højtgående blink, såsom kystwoblere. Fluefiskeren kan let og elegant med en flydeline, fiske hen over tangplanter, muslingebanker og de store sten på strækningen. Det samme kan spinnefiskeren med et flydende bombardaflåd.
Fluefiskeren, og spinnefiskeren der ynder at gå med et bombarda-kasteflåd kan, ligesom ved Lyby Strand, med fordel bruge Polar Magnus, Final Schrimp, Silde og tobis fluer året rundt.
Blink der er værd at nævne er Snurrebassen i NO 0, 1, 2 og 3 i hvid eller hundestejle-varianten, Zeppo 8-12 gram i kobber eller guldfarve, samt Salty i hvid/lyserød eller hvid/grøn.
Hornfisk: Hornfiskene er overalt i området omkring Marienlyst Strand i sæsonen, de er også forholdsvis nemme at fange. Blink er for det meste meget givtige, især hvide blink eller blink i sølv.
Hos den lokale fiskeforhandler i Skive, kan man købe sildefiletter. Disse skæres i små strimler. Derefter kan man ved brugen af en simpel prop, en enkelkrog eller en 3-krog og et bly, fange hornfisk. Et sildestykke sættes på krogen, gerne et stykke fra sølvsiden af silden og derefter kastes der ud. Proppen “løber afsted” eller forsvinder under vandet når der er bid. Når der er bid, gives der modhug så krogen sætter sig ordentligt. Hornfiskene kan dog til tider være svære at kroge, grundet deres lange hårde næb. Giv dem derfor gerne lidt til til at få maddingen/silden, helt ind i munden, som er blødere. Vil du læse mere om fiskeri efter hornfisk, og mulighederne for at fange disse, har vi denne artikel om emnet: Hornfisk fangstmetoder…
Skrubbe: Til fangst af skrubbe fra Marienlyst Strand, kan man bruge børsteorm, sandorm og skalrejer.
Til at sætte en af de 3 agn på, kan man købe sig et ganske alm. forfang m. 2 kroge og et lod. Man kan også lave sit eget. Kast ud og afvent hug. Eller brug et tungt blink i enden, (hvor krogen er afmonteret) istedet for et lod. Metoden tilhører aktivt fiskeri, man kaster ud, lader forfang og blink synke til bunden, men istedet for at lade det ligge og vente på at fladfiskene kommer, så trækker man meget langsomt ind og affisker bunden på den måde. Kast og affisk evt. i vifteform, så finder man fladfiskene hurtigere. Den aktive metode egner sig bedst til de steder, hvor bunden er sandet og fri for tangplanter og større sten.
Se gerne efter de områder hvor forfang og agn kan kastes længere ud end 20 meter fra strandkanten. Forsøg så vidt muligt at placere forfanget, igen, på en ren sandbund, men gerne tæt på af tangbælter etc. Her står skubben gerne på lur og venter på et godt måltid.
Ålekvabbe og Ål: Brug evt. ganske almindelige regnorm og et forfang med 2 kroge, men også børsteorm, sandorm og skalrejer kan være ganske effektive, når begge slags ål skal fanges. Aften og nat er at foretrække når ålen skal fanges fra Marienlyst Strand. Mens ålekvabben kan fanges hele døgnet. Der skal gerne fiskes tæt op af større sten, tangplanter, op ad pæle, broer etc. Ålen og ålekvabben kan godt lide at holde til hvor der er gode skjulesteder.
Kast ud og afvent hug.
Fisker man i mørke kan man evt. købe en lille klokke til at påmontere fiskestangen. Når den ringer er der bid.
Knæk og bræk og held og lykke ved Marienlyst Strand.
/Jari – Camping og Fiskeri.
