Vonå – ca 9 km. fra Søndervig Camping – læs mere…

Tilbage til Søndervig Camping
Tekst: Jari – foto: Irena Mathiasen, Jørn Nordahl, Claus Nielsen – Camping og Fiskeri

Indledning:

Vonå er en 6 kilometer lang kanal, der forbinder Stadil Fjord og Ringkøbing Fjord. Uden en båd, kajak eller flydering, er den ikke nem at affiske. Der er dog nogle få broer over kanalen, som altid er gode at fiske under og omkring, når vandløbets aborrer og skaller skal fanges. Dette kan gøres fra land.
Med lidt held kan man også løbe ind i en gedde, laks eller havørred ved broerne.

Har man derimod noget at sejle i, åbner sig en helt anden verden.

I vigene, som er at finde i Vonå, står gedderne ofte på lur. Dette ofte på det helt lave vand eller i hullerne i lavvands-områderne, hele året rundt.

Vand og bundforhold

Kanalen er nogle få steder omkring 3 meter dyb. Gennemsnits-dybden er godt og vel 1,5 m. Der er ikke meget grøde i kanalen. Det der dog er, optræder sporadisk i Vonå´s 6 kilometer lange løb.

Årstider – fiskearter i Vonå

Gedde: Gedden kan fanges året rundt.

Aborre: Aborrene er flest i maj, juni, juli og august.

Skalle:  Maj, juni, juli og august.

Hork:  Maj, juni, juli og august.

Ål:  Juni, juli og august.

Laks og havørred: Året rundt.

Fangstmetoder:

Gedde: Brug gerne spinnere i str. 4-5 i guld, sølv eller kobber med eller uden røde prikker. Det er gedderne helt vilde med og en spinner til dette vandløb er klart nummer 1.
Dette kan også benyttes. Flue, blink, jerkbait, shad, jig, wobler, alt til gedder…

Der er fanget gedder over 10 kg. i Vonå, ikke mange, men nogle få stykker. Jeg har været så heldig, at have fanget én af dem. Den huggede på et trefarvet Atom-blink, fisket på det lave vand i vinterhalvåret. Istedet for en 3-krog havde jeg monteret en geddeflue med enkeltkrog, så det at fiske nær bunden gav færre “bundhug” og samtidigt gjorde det blinket mere levende.

Aborre: Aborrer er der mange af i Vonå. De kan fanges bedst med orm, jigs og spinnere. Kobber og sølvfarvede spinnere i str. 3-4. Hvide jigs, der fiskes hoppende henover bunden, og orm ved bunden eller 1 meter nede, fisket med prop.
Er der meget overflade-aktivitet, kan man også forsøge sig med en flue – en fiskeimitation, evt. i sølv eller en lille popper.

Skalle: Skallerne vil gerne have orm og ligesom med aborrene, fanges de enten nær bunden med orm eller en meter nede under en prop. De kan også fanges med brød, dej eller majs og kan også fanges helt oppe i overfladen. Her kan anvendes et mindre flåd/en mindre prop og et par klemme-lodder/bly, og krogen sættes måske kun 10 cm. under overfladen.

Hork: Hork fanges nemmest med orm nede ved bunden. Det kan gøres ved brugen af et lod og en krog eller med en prop, hvor man sætter krogen til at hænge godt 1-1,5 meter nedenunder denne.

Ål: Ålene i Vonå fanges på samme måde som Hork, med orm nede ved bunden. Det kan gøres ved brugen af et lod og en krog eller med en prop, hvor man sætter krogen til at hænge godt 1-1,5 meter nedenunder denne. Fisk gerne omkring bropillerne eller tæt på sivene, som er langs hele Kanalen.

(Laks og havørred): Det muligt med en del held, at fange laks og havørreder i Vonå. De er ikke mange og der er ikke mange standpladser, som fiskene kan gøre holdt ved og stå i længere tid, men laksefiskene er der og trækker igennem med jævne mellemrum.
Under brinker og de få steder hvor der er strømlæ f.eks. ved en bropille eller en stolpe stikkende op af vandet, er gode steder at affiske. Brug gerne en spinner med et sølvblad i str. 4. Fisk langsomt og helt nede ved bunden.

God tur og held med fiskeriet i Vonå.

/Jari – Camping og Fiskeri

Læs mere om gedden her – link: Gedden og menneskesynet

I denne video fortæller jeg lidt om Vonå, alt imens en gedde er på krogen. Klik på billedet for at se den.

YouTube-forhåndsvisningsbillede

Tilbage til Søndervig Camping
error: Content is protected !!