“Dokkedal” – 5 minutters gang fra Dokkedal Camping – læs mere…

Dokkedal er en speciel fiskeplads udenfor Limfjorden i Kattegat. Ikke desto mindre er den populær og ikke uden grund.
Når man fra Dokkedal Camping går over Kystvej, 200 meter mod nord ad denne, og ned ad grus/markvejen, hvor campingpladsens heste samt geder står, ender man til sidst ved vandet. Umiddelbart ser man som det første, meget lavt vand så langt øjet rækker, men man skal ikke lade sig narre.
Husk statens fisketegn: Køb det her…
Vand og bundforhold
Efter nogle hundrede meters vandren i vandet, står man ved lækre tangbælter og dybe render, hvor havørrederne ofte er mange, blanke og til tider også godt over halv-meteren.
Der er ikke mange sten og småsten generelt, bunden består mest af ren sandbund.
Vandet er for det meste klart, men kan blive let grumset i perioder med hård vind, ligesom der også vil være en del løs tang i vandet. Typisk efter flere dage med hård blæst.
Årstider – fiskearter ved Dokkedal
Havørred: Året rundt. Mindstemål: 40 cm.
Hornfisk: Hornfisken gør sit indtog i Dokkedal-området, dette fra start maj og ca. 3 måneder frem, hvert eneste år. Intet mindstemål og ingen fredningstider.
Jeg kunne også skrive rødspætte og skrubbe på her. Men landet ligger sådan, at der ikke er mange fladfisk, som kan nås via. vadefiskeri i waders her.
Fangstmetoder:
Havørred: Strækningen er ideel til mange timers vadefiskeri i begge retninger. Fluefiskeri, fiskeri med bombarda og gulp-orm, flue eller små blink, samt fiskeri med kystblink, gennemløbsblink eller kystwoblere, er altsammen givtigt her.
Både havørreden og hornfisken holder til i det lave vand, fra 10-50 cm. samt i renderne, som nogle steder er en del dybere. Fluefiskeri samt spinnefiskeri med blink eller bombardaflåd og flue er altsammen muligt og effektivt ved Dokkedal. Da vandet som nævnt er lavt og fiskene også står i det lave vand, skal man ikke kaste sig ud i hverken brugen af synkende bombardaflåd, synkeline til fluestangen eller fiskeri med blink som hurtigt går til bunden.
Brug et flydende, glasklar bombardaflåd, en flydeline til fluestangen og blink som enten er brede, lette eller begge dele.
Rejefluer og streamere (fiskeimitationer) – blink i hvid eller sølv – eller brune gulp-orm er velfangende ved Dokkedal. Hastigheden på indtagningen eller indspinningen finder man på dagen. Det samme gælder størrelsen på blink, flue etc.
Hornfisk: Hornfiskene er ofte mange og kan fanges på næsten alle tænkelige fiskemetoder. Metoderne der bruges til fiskeriet efter havørred ved Dokkedal, er også de bedste til strækningens hornfisk.
Hvis vandet er varmt nok, er det ikke nødvendigt at bruge waders, men man kan istedet gå turen ud til fiskene i bare fødder og shorts, hvis det er det man vil.
Til fiskeriet kan man bruge fiskestænger fra 7-9 fod. alt over er for voldsomt og ganske unødvendigt. Kastevægt: Alt fra 7 gram op til 30 gram. Ikke kraftigere. Stivhed i stangen: mellem/allround. Fiskehjulet må gerne have størrelsen fra 2500 til 3000.
Brug enten 0.12-0.18 flet eller fireline – eller det ganske udmærkede nylon/monofil line i 0.28 – 0.30. mm.
Obs.: Sørg altid for at have “nok” line på hjulet, fyldt op, næsten helt ud til spolekanten. Dette gør at der er mindre modstand, fra netop spolekanten, når der kastes ud. At have meget line på hjulet giver længere kast, logisk set.
Knæk og bræk ved Dokkedal ud for Dokkedal Camping.
/Jari – Camping og Fiskeri
Dokkedal Camping og flere andre campingpladser byder på vintercamping. Læs mere om de campingpladser her: Vintercamping…
