Frederikshavn Marina – 8,7 km. fra Hedebo Strand Camping – læs mere…

Tilbage til Hedebo Strand Camping
Frederikshavn Marina makrelfiskeri

Frederikshavn Marina er en hyggelig lille lystbådehavn. Fiskeriet fra stenmolerne, især den sydlige, kan være en helt særlig oplevelse. Når solen går ned i vest på en sommerdag med skyfri himmel, er lyset under aftenfiskeriet efter f.eks. makrel, ganske spektakulær.

Makrelfiskeriet slår, set over en hel sommer, Sæby Havn med flere længder. Hvorimod Sæby Havn – allround, med hensyn til de andre fiskearter nævnt i denne guide, er mere stabil.

Fiskeriet i og omkring Marinaen, egner sig også til børn.

Vand og bundforhold

Sydmolen – Frederikshavn Marina – inderside og yderside:

Da man generelt kan fange flest fisk og flest fiskearter fra sydmolen, grundet en større dybde og generelt mere fiskevand, beskriver jeg “kun” den ene mole i denne guide.

Ydersiden: Bunden begynder på følgende måde, idet man træder ud på “trægangen” og den sydlige mole, som også er den længste:
Fra parkeringspladsen og ud til der hvor molen knækker, er der stort set ren sandbund, bortset fra nogle få tangpletter her og der. Dybden går her fra 50 cm. til max. 1,5 m.

Fra enden af knækket og ud til enden af molen, finder man både tangbælter, større tangpletter, samt sand og stenbund. Der kommer generelt mere dybde på, jo nærmere man kommer enden af molen.
Dybden helt inde langs stenmolen på ydersiden, svinger her mellem 1-2 meter, og med et kast udad, fisker man over en del dybere vand.

For enden af sydmolen kommer sejlrenden, som leder ind i lystbådehavnen.

Indersiden: På den indre side kan man kun fiske fra, lige før styrhuset, et gammelt styrhus placeret næsten ude for enden, ved indsejlingen, og derfra ud til enden af sydmolen. (Se billedet nederst i guiden)

Der er generelt dybt, på grund af sejlrenden, men lige ved indsejlingen er der lavvandet, fra helt inde ved stenene og nogle meter ud, på begge sider.
Lige i starten af indsejlingen, er der nærmest en lille pool. Bunden består af sand og tangpletter.

Årstider – fiskearter ved Frederikshavn Marina

Makrel: Juli og august er de mest givtige måneder. Fisk gerne i aftentimerne, da makrellerne kommer helt ind i og omkring havnen og stenmolen der. Også om dagen kan der fanges makrel ved Frederikshavn Marina, men der er ikke nær så godt som om aftenen, d.v.s. de sidste 4 timer før skumringen og 30 min.-  1 timer efter.
Mindstemål: 20 cm. Ingen fredningstider.

Havørred: Havørreden kan fanges fra molen fra ca. midt i marts, og helt frem til ca. sidst i oktober.
Der er havørreder inde i havnen, ved indsejlingen og ude langs molen, samt langt ude i kastet, uanset hvor man står fra stenmolen.
Mindstemål 40 cm.

Hornfisk: Fra maj – sidst i august. Der er flest hornfisk på ydersiden af molen og ved indsejlingen til Marinanen.
Intet mindstemål og ingen fredningstider.

Fjæsing: Fra maj til sidst i august. Fjæsingen kan fanges i stride strømme, når sommeren for alvor slår sig ned i Danmark. På ydersiden og ved indsejlingen er der flest.
Intet mindstemål og ingen fredningstider.

Rødspætte: Året rundt. Fisk gerne efter rødspætterne fra parkeringspladsen og halvdelen af stenmolen ud. Der fiskes efter fladfisk på ydersiden.
Mindstemål: 27 cm. Hun-rødspætten er fredet fra d. 15. januar – 30. april.

Skrubbe: Året rundt. Fisk gerne efter skrubberne fra parkeringspladsen og halvdelen af stenmolen ud. Der fiskes efter fladfisk på ydersiden.
Mindstemål: 25,5 cm. Hun-skrubben er fredet fra d. 01. februar – 30. april.


Se mere om mindstemål og fredningstider for saltvandsfisk: Klik her…


Fangstmetoder:

Makrel: Både på indersiden af Frederikshavn Marina – ved indsejlingen og på ydersiden af den østvendte del af stenmolen, kan man fange makrel med prop og sildestykker eller tobis, sat på en enkeltkrog eller 3-krog.
Også blink i sølv, hvid, grøn, rød, blå og tobisfarver er effektive. Makrelforfang kan sagtens anvendes her. Men husk en balje eller deslignende til fiskeriet fra stenmolen. Hvis en makrel hopper af krogen får man den ikke igen, hvis den falder ned mellem stenene. Det er især synd for fisken.

Havørred: Sølvfarvede blink, hvide blink, kobberfarvede blink eller tobisblink, er at foretrække ved Frederikshavn Marina. Affisk overalt i området. De er der.

Jeg anbefaler følgende blink: Snurrebassen i sølv eller sort/blå/hvid/alu. Derudover ABU´s Zeppo blink fra 10-12 gram i kobber – denne er især god når mørket falder på, grundet sin livlige gang og mørke farve.
Stripper-blink i hvid er også ganske effektiv til formålet.

Hornfisk: Hornfiskene er overalt i området i sæsonen, de er også forholdsvis nemme at fange.
Find evt. en fiskeforhandler i Frederikshavn eller Sæby, her kan man typisk købe sildefiletter. Disse skæres i små strimler. Derefter kan man ved brugen af en simpel prop, en enkelkrog eller en 3-krog og et bly/lod, fange hornfisk. Et sildestykke sættes på krogen, gerne et stykke fra sølvsiden af silden og derefter kastes der ud. Proppen “løber afsted” eller forsvinder under vandet når der er bid. Når der er bid, gives der modhug så krogen sætter sig ordentligt. Hornfiskene kan dog til tider være svære at kroge, grundet deres lange hårde næb. Giv dem derfor gerne lidt til til at få maddingen/silden, helt ind i munden, som er blødere.
Også skalrejer er effektive til fangst af hornfisk fra molen ved Frederikshavn Marina, og kan fiskes med på samme måde.

Blink i alle former og farver er også ganske effektive til hornfiskene.

Fjæsing: Fjæsingen er altædende og fanges med de samme blink som hornfisk, havørred og makrel.
De kan også fanges med et alm. forfang. Sæt børsteorm eller skalrejer på krogen/krogene, kast ud og afvent bid.

Rødspætte og Skrubbe: Her bruges typisk et ganske alm. købe-forfang m. 2 kroge og et lod. Man kan også lave sit eget. På krogene kan man bruge børsteorm, skalrejer, sildestykker, makrel-stykker/strimler eller evt. alm. frostrejer uden skal. Kast ud og afvent hug, eller brug et tungt blink i enden, (hvor krogen er afmonteret) i stedet for et lod. Metoden tilhører aktivt fiskeri, man kaster ud, lader forfang og blink synke til bunden, men i stedet for at lade det ligge og vente på at fladfiskene kommer, så trækker man meget langsomt ind og affisker bunden på den måde. Kast og affisk evt. i vifteform, så finder man fladfiskene hurtigere.

Fiskegrej og udstyr til fiskeriet ved Frederikshavn Marina:

Til fiskeriet kan man bruge fiskestænger fra 7-9 fod. alt over er for voldsomt og ganske unødvendigt. Kastevægt: Alt fra 7 gram op til 40 gram. Ikke kraftigere. Stivhed i stangen: mellem/allround. Fiskehjulet må gerne have størrelsen fra 2500 til 3000.
Brug enten 0.15-0.18 flet eller fireline – eller det ganske udmærkede nylon/monofil line i 0.28 – 0.30. mm.

Obs.: Sørg altid for at have “nok” line på hjulet, fyldt op, næsten helt ud til spolekanten. Dette gør at der er mindre modstand, fra netop spolekanten, når der kastes ud. At have meget line på hjulet giver længere kast, logisk set.

Knæk og bræk med fiskeriet ved Frederikshavn Marina

/Jari – Camping og Fiskeri


Læs mere om lystfiskeri i Frederikshavn og omegn her: Lystfiskeri i Frederikshavn…


 

Havørred Frederikshavn Marina

Tilbage til Hedebo Strand Camping