Mariager Bugten (Stenarmen) – 0 m. fra Mariager Camping – læs mere…

Mariager Bugten
Denne lille vig/bugt ved Mariager by og Mariager Lystbådehavn, er fredet fra d. 16. september – 15. marts.
Når fredningen ophører, er der pludselig adgang til en af Mariager Fjords mindste, men samtidigt mest spændende pladser. Det er ofte ret store fisk man fanger her, men til tider kan man løbe ind i stimer af fisk lige over mindstemålet.
Vand og bundforhold
Muslingebanker, enkelte tangbælter og stenrev, blød bund i den inderste del, samt den dybe sejlrende ud for lystbådehavnen, skaber et miljø til fiskeri, sjældent set på så lille et område.
Vandet er generelt klart, men kan blive en anelse uklart under kraftige vindforhold.
Uanset om vandet er klart eller uklart, kan fiskeriet være ganske godt/givende.
Årstider – fiskearter ved Mariager Bugten
Havørred: Havørreden kan fanges året rundt i området. Om foråret, efter fredningsperioden, står der ofte større eller helt store fisk i området, som lige er kommer ud fra åerne. Gydetiden er da slut og de slanke store nedfaldsfisk/nedgængere skal til at spise sig tykke og stærke igen.
På grund af de tidligere nævnte bundforhold, så er der en del fødeemner på pladsen ved Mariager Bugten, og af den grund også en del havørreder.
Om sommeren er der knap så mange, men her kan de flotte og tykke fjordørreder fanges.
Fjordørrederne forlader ikke fjorden i løbet af sit fiskeliv, deraf navnet.
Mindstemål på både fjordørred og havørred er: 40 cm.
Hornfisk: Hornfiskene kan fanges ved og omkring Mariager fra starten af maj og ca. 3-4 måneder frem.
Intet mindstemål og ingen fredningstider.
Multe: Multen er sommetider at finde allerede fra maj måned. Typisk hvis vejret op til maj har været generelt mildt og varmt. Sommermånederne er de bedste til fangst af multe ved Mariager, men man skal dog være heldig for både at fange dem og finde dem.
Intet mindstemål og ingen fredningstider.
Skrubbe: Der kan fanges skrubber i sejlrenden i Mariager bugten. Mindstemål: 25,5 cm.
Fredningstid: Hunskrubber er fredet fra 1. marts til 15. april.
Fangstmetoder:
Havørred: Man skal ikke være bange for at bruge store blink om foråret. Det gælder også for denne plads. Blink helt op til og med 15 cm. i længden, bliver hugget på og taget af havørreder både under og over mindstemålet.
Især Rhino Xtra Slim er fabelagtig. Det lange, lette og tynde blink, kan de helt store fisk på det lave vand slet ikke modstå.
Også Snurrebassen NO 3 i tobisfarver – grønlige, oliven og grå/hvide varianter er gode på pladsen, og er klart at foretrække frem de større blink i den kolde tid.
Snurrebassen, Sømmet, ABU Zeppo og Hugo blink, er alle fortrinlige og kan fiskes med året rundt i og omkring Mariager Bugten.
Fluefiskeri med intermediate-line/en hængende – langsomt synkende line, er at foretrække. Vandet bliver hurtigt dybt på pladsen, derfor er flydeline ikke det bedste at anvende, ligesom en synkende line ikke egner sig, da de første 20 meter fra vandkanten, byder på muslingebanker, tangbælter og sten, altsammen noget fluen kan sætte sig i.
Man kan egentlig generelt sige, at havørrederne i området ikke er kræsne når det kommer til fluer. Tobis, reje og sildeimitationer er givtige, generelt er det de mere naturtro farver, som giver mest på pladsen. Kobberbassen eller andre kobberfarvede varianter kan være “guld” værd, at have med i flueæsken på solrige forårs- og sommerdage.
Hornfisk: Hornfiskene er altædende. De er også særdeles nysgerrige, måske nærmere opportunistiske. På denne plads – Mariager Bugten, er alt muligt. Selv små børn kan fange de næbbede fisk, når sæsonen er på sit højeste. Fra midten af maj – slutningen af juni.
Jeg henviser til denne artikel her på Camping og Fiskeri, for alle de fangstmetoder der er: Sådan fanger du Hornfisk
Multe: Er man så heldig at støde ind i multen i Mariager Bugten, så kan man gøre følgende for at fange den.
Multen i en kategori for sig selv. Den er for det første meget sky, især på det lave vand i stille vejr. Ofte går den i stimer/flokke og skræmmer man først én, er chancen borte. Der skal sniges, listes og man føler næsten man er på jagt, hvilket man i og for sig også er.
Multerne vil gerne have hvide eller grønne fluer. Så fluefiskeren skal virkelig oppe sig for at komme ind på fiskene, lægge fluen ud, uden at skræmme de ofte ret så store multer, når flue og line rammer vandet.
I det dybe vand ved Mariager Lystbådehavn og i sejlrenden, kan spinnefiskeren bruge et gennemsigtigt flåd, gerne et lille bobleflåd. Den fyldes med 2 trediedele vand.
Et forfang der passer til den dybde multerne går i, skal der være mellem vandboble-flåddet og en lille neutral-farvet, mat krog (ikke skinnende) som skal bruges. Et stykke hvidt toastbrød eller lignende på krogen og så er man halvt igang.
Forfangslinen må gerne være gennemsigtig, uden farve. Sæt brødet på krogen og kast langt over stimen. gerne 20 meter over og forbi.
Der kan også kastes foran stimens svømmeretning.
Træk efter kastet langsomt, meget langsomt ind, gerne med pauser undervejs. Når så brøddet er foran stimen eller midt i den, lader man boblen ligge og så er der intet andet at gøre end at krydse fingre.
Multen er stærk og eksplosiv. Husk at løsne bremsen når den er kroget.
Skrubbe (ål og ålekvabbe): Her bruges typisk et ganske alm. købe-forfang m. 2 kroge og et lod. Man kan også lave sit eget. På krogene kan man bruge børsteorm, skalrejer, sildestykker, makrel-stykker/strimler eller evt. alm. frostrejer uden skal. Kast ud i sejlrenden og afvent hug. Også ål og ålekvabber kan man være heldig at fange med denne metode i Mariager Bugten.
Læs mere om ålefiskeri i fjorden her: Lystfiskeri efter ål i Mariager Fjord…
Waders er en nødvendighed når pladsen affiskes.
Til fiskeri i Mariager Bugten kan man bruge fiskestænger fra 6-9 fod. alt over er for voldsomt og ganske unødvendigt. Kastevægt: Alt fra 7 gram op til 30 gram. Ikke kraftigere. Stivhed i stangen: mellem/let eller allround. Fiskehjulet må gerne have størrelsen fra 2500 til 3000.
Brug enten fra 0.12-0,18 flet eller fireline – eller det ganske udmærkede nylon/monofil line i 0.28 – 0.32. mm.
Obs.: Sørg altid for at have “nok” line på hjulet, fyldt op, næsten helt ud til spolekanten. Dette gør at der er mindre modstand, fra netop spolekanten, når der kastes ud. At have meget line på hjulet giver længere kast, logisk set.
Knæk og bræk med fiskeriet i Mariager Bugten
/Jari – Camping og Fiskeri
