Mariager Camping-strækningen – 0 meter fra Mariager Camping – læs mere…

Tilbage til Mariager Camping

Tekst: Jari – foto: Jari og Jimmi Jeppesen – Camping og Fiskeri

Indledning:

Vejen der går igennem Mariager Camping, leder til en af Mariager Fjords mest spændende fiskepladser. Strækningen der går fra campingpladsens nord-side og langs fjordens sydside, mod vest, er både betagende naturmæssigt, fangstgivende og ikke mindst nem at komme til. Havørredfiskeriet er bedre end fiskeri efter andre arter her.
Jeg anbefaler at man affisker hele strækningen på ca. 2 km. Dette fordi, at det ofte ikke er et spørgsmål om der er fisk, men hvor på strækningen havørrederne befinder sig.

En sti langs fjorden gør det nemt, at gå tilbage til campingpladsen efter at have affisket strækningen. Det er nødvendigt at bruge waders til fiskeriet her.

Vand og bundforhold

Man fisker få steder over en max-dybde på 2 m. (et stykke ude) Gennemsnits-dybden er 1 m. Vandet bliver både fyldt med løse tangdele og bliver en del grumset under kraftig nordenvind, vestenvind og østenvind.

I vinde under 6 sekundmeter, er sigtbarheden ganske udmærket på Mariager Camping-strækningen.

Årstider – fiskearter ved Mariager Camping-strækningen

Havørred: Havørrederne kan fanges på denne strækning hele året rundt. Foråret byder på godt fiskeri fra morgen og hele dagen frem til sen aften. Bedst kan det være når der er lidt vind og overskyet. Men al salgs vejr kan i reglen være godt på denne tid.
Sommeren byder også på godt fiskeri fra morgen til aften, men i højsommeren, når der er rigtig varmt, er det morgenfiskeriet og aftenfiskeriet der er skal satses på. Efterår og vinter fiskes der igen fra morgen og hele dagen frem til aften, men solskinsdage er at foretrække.

Hornfisk: Maj, juni, juli. Alle døgnets lyse timer.

Ål og ålekvabber: Sommer. Hovedsageligt i skumring og nat.

Sild: April, maj. Fra morgen til aften.

Fangstmetoder:

Havørred: Jeg foreslår at man fisker med blink her. Der er også mange mindre fisk på denne strækning, under mindstemålet på 40 cm. Og de fanges oftest med en flue, af enten fluefiskeren eller spinnefiskeren med bombardaflåd og flue. Sommetider sluger fiskene fluen, så de ikke kan genudsættes som de skal, uden at lide under oplevelsen fysisk.
De større og store fisk kan fanges året rundt med et blink, en kystwobler eller gennemløbsblink.
De små havørreder hugger også på helt store blink, eksempelvis på 15 cm. men er ret nemme at afkroge, grundet blinkets størrelse og havørredens knap så lange svælg.

Iøvrigt: Det er kendt fra gamle dage, at man normalt bruger mindre agn om vinteren og skrappe farver… De er begge gamle skrøner, som ikke har hold i virkeligheden. Jeg fisker også med store og lange blink om vinteren, som så mange andre, og har ligeså meget held med det i den kolde tid, som i den varme. Derudover bruger jeg også mindre blink og kystwoblere, men også de kan være lige givtige året rundt. Der er ikke nogen regel for størrelse af agn, på nogen tidspunkter af året.

Jeg anbefaler blink, kystwoblere eller gennemløbslink i sølv, sølv/blå, hvid eller hvid/grøn. Desuden kan sort/sølv også være en storfanger på Mariager Camping-strækningen – året rundt.

Hornfisk: Hornfisk kan fanges med stort set alt. De er også overalt på strækningen ved Mariager Camping i sæsonen.
Læs alt om fiskeriet efter hornfisk og hvordan de fanges bl.a. i Mariager Fjord her: Hornfiskeguiden

Ål og ålekvabber: Ålene i området kan fanges omkring sten, i havnens dybe bassin, ved pæle, bådbroer og ved at placere et forfang med regnorm eller børsteorm på sandbunden, tæt på områder med tangplanter.

Der skal ikke meget til at fange ål og ålekvabber på Mariager Camping-strækningen, udover tålmodighed. Fisk gerne et par timer før skumringen og evt. en del af natten. Man kan bruge en prop og et knæklys, så proppen kan ses – og man kan se proppen forsvinde når der er bid. Men man kan også fiske med et simpelt forfang og orm helt nede ved bunden. Her har man stangen i hånden, så man kan mærke når der er bid, ellers kan man købe en lille klokke, som kan sættes på stangen. Klokken ringer når fisken hugger og stangspidsen ryster/vibrerer/bevæger sig. Klokken monteres i spidsen af stangen.

Sild: Sildene kan fanges med et sildeforfang og har man ikke en båd, kan man kaste ud i havnens dybe område, hvor man står ca. 100 meter mod Mariager By, fra campingpladsen. Læs alt om fiskeriet efter sild, samt de mange anvendelsesmuligheder silden har her: Sådan fanger du sild

Held og lykke med fiskeriet langs Mariager Camping-strækningen.

/Jari – Camping og Fiskeri

Tilbage til Mariager Camping