Brakvandsgedder Møn – Stege Nor – ca. 1 km. fra Keldby Camping – læs mere…

Stege Nor gedderne
Møn byder uden tvivl på noget af det mest spændende brakvandsfiskeri efter gedder i Danmark. Gedderne er mange, de er stærke, og så er områderne de kan fanges i omkring Møn, ganske ekstraordinære.
Åbne kystpladser, fjorde, bugter, vige og laguner, er bare nogle af de områder gedden kan træffes i på Møn.
Når man først står på en kyststrækning med milevis af vand i alle retninger, hvor man normalt ville fiske efter havørreder, fladfisk eller måske endda torsk, for så pludselig at stå med en enorm gedde på krogen, synes det hele næsten uvirkeligt og er da også en ganske anderledes spændende oplevelse.
Gedderne i Stege Nor og omkring Møn generelt kan vokse sig ganske store. Efter sigende kan de blive større end deres artsfæller i f.eks. indelukkede ferskvandssøer m.m. Om det er sandt er ganske uvist, de største gedder i landet er trods alt stadig fanget i ren ferskvand i å eller sø.
Gedderne i brakvands-områderne omkring Møn, lever af alt fra små kutlinge til ålekvabber, alm. ål, tobis, aborrer, brisling, havørreder og sild.
Når vi lystfiskere gerne vil fange brakvandsgedderne i Stege Nor, kan vi gøre os selv den tjeneste, at forsøge at fiske med agn, som ligner de byttefisk gedden spiser.
Det er særdeles vigtigt at man bruger et stålforfang foran den agn man fisker med, da gedden ofte uden problemer skærer/bider linen over, hvis man fisker uden.
Mange fisker med flue efter gedderne i Stege Nor, både med fluestang samt spinnestang, hvor man i sidstnævnte tilfælde, bruger et bombarda-kasteflåd, for at få fluen så langt ud som muligt.
Fluerne der bruges er typisk flashfluer, d.v.s. fluer der er glinsende/skinnende, og synes pulserende og voluminøse i vandet. De kan i teori og i praksis være i alle regnbuens farver. Men holder man dem i grønlige, sølv, kobber og brunlige farver eller kombinerer dem, kommer man tættest på de fødeemner som gedden spiser i Stege Nor.
Gedderne går både inde på det helt lave vand og i det dybere vand. Stege Nor er en lavvandet Kystlagune og max-dybden er ca. 3 m. Noret er ca. 7 km langt og 1,8 km bredt, det bredeste sted. Gennemsnitsdybden ligger på ca. 1 – 1,5 m. meter.
Man kan både vadefiske (med waders) eller sejle ud i en evt. jolle for at affiske hver en meter af lagunen.
Det er ikke kun fluen der er effektiv til brakvandsgedderne. Man kan også bruge store spinnere, i størrelse 4-6 og endda større. Nogle dage vil man opleve at gedderne ikke vil noget som helst, når man bruger de naturlige farver som byttefiskene har. Så kan man evt. prøve med en gul eller orange spinner. (Her menes spinnerbladet.) Det samme gælder for alle andre agn – skarpe farver.
Jerkbaits er ganske effektive i Stege Nor. Jerkbaiten er en fiske-efterligning som man kaster ud og rykker/hiver/jerker i, for at give den liv under indspinningen. Den svømmer ganske udmærket ved alm. indspinning også, men nogengange, til tider ofte, hugger gedden idet agnen opfører sig anderledes end normalt. Brunlige jerkbaits eller jerkbaits i aborrefarver, virker ganske fortrinligt i Stege Nor.
I dag kan man også få glimrende åleefterligninger til gedderne, de kastes ud og trækkes ind, gerne jævnt, men med små stop undervejs. Halen på de bedste ål man kan købe, er lavet således at den bevæger sig ganske fræk og lokkende. Disse er også velfangende agn til Stege Nor.
Brug gerne kraftig line, stang og hjul – gedderne i Stege Nor er ikke til at spøge med. Voldsomme spring og udløb kendetegner skønhederne fra Møn, så husk også at løsne bremsen, før det er for sent.
Gedderne er fredet fra d. 1 april til og med 15 maj i brakvand.
Knæk og bræk i Stege Nor.
/Jari
