Ulstrup Sønderstrand – 28 km. fra Urhøj Camping – læs mere…

Te
kst og foto: Jari – Camping og Fiskeri
Indledning:
Ulstrup Sønderstrand er en spændende strækning som sjældent skuffer. Dette uanset årstid.
Pladsen ligger mellem Røsnæs og Kalundborg ved Kalundborg Fjord.
Det kræver tålmodighed at affiske området, da der er glatte sten langs det meste af strækningen. Men det er absolut muligt at vadefiske, bare gå forsigtigt. Naturen og det lille stille småbådsmiljø hvor der parkeres, tilføjer charme og nærmest sydlige fornæmmelser for sol, sommer og stressfri ferie.
Vand og bundforhold
På hele strækningen, Ulstrup Sønderstrand, er der flere badekar/fordybninger i bunden, sten- og sandbund samt mindre tangbælter. Nogle steder er der desideret leopardbund, især ud for de 4-5 stenhøfder, som kan ses idet man kører ned til stranden/fjordbredden. Omkring 50 meter ude, er der et bælte af ren sandbund, det er her fladfiskene kan fanges.
Man fisker generelt over 20 cm. – 1,5 meter vand. Ved længere kast i den nordlige del af strækningen, er der dog op til 2,5 m. nogle steder.
Årstider – fiskearter ved Ulstrup Sønderstrand
Havørred: Det er muligt at fange havørreder året rundt ved Ulstrup Sønderstrand. Foråret tiltrækker flere store fisk, da der er mange fødeemner i området, sommeren ligeså. Hvorimod strækningen hen under efterår og vinter, huser stimer af mindre blanke fisk, samt nogle få tykke og store overspringere. (Havørreder som skipper gydningen på året/springer over, og vælger at blive i saltvand, istedet for at trække op i åen.)
Mindstemål: 40 cm.
Skrubbe: Man kan, ved at kaste ud over tangbæltet 50 m. fra land, fange fladfisk året rundt. Hovedsageligt skrubber, men også rødspætter og pighvar har for vane at kigge forbi.
Hunskrubben er fredet fra d. 01. februar – 30. april.
Mindstemålet er 23 cm. uanset køn.
Hornfisk: Hornfiskene er at finde i området fra starten af maj og ca. 4 måneder frem. De kan fanges overalt fra Ulstrup Sønderstrand, når sæsonen er på sit højeste, Fra ca. midt i maj og hele juni. Ellers skal man være heldig at ramme stimerne, når de bevæger sig rundt i området.
Intet mindstemål og ingen fredningsteder.
Makrel: Makrellerne ankommer i sensommeren og kan fanges på det meste af strækningen. Dog er aftentimerne bedre end alle andre timer på døgnet. De sidste 3-4 timer inden solnedgang. Typisk vil man kunne se at makrellerne er inde (indenfor kasteafstand fra bredden), da småfiskene springer for livet.
Mindstemål 20 cm. ingen fredningstider.
Fangstmetoder:
Havørred: Ulstrup Sønderstrand er en af de strækninger hvor havørrederne ikke virker så specielt kræsne. Mange gange hugger de på de fleste farver og størrelser, når det kommer til blink.
Fluefiskeren samt spinnefiskeren med bombarda-flåd og flue, kommer langt med det meste.
Blink og gennemløbsblink som virker på strækningen:
Snurrebassen NO 3. (18 gram) Farver: Sølv, kobber, samt elle de tobisvarianter de fås i. Sommetider om vinteren er matte farver uden glimmer ret effektive. Diverse s-formede blink i sølv eller kobber er også gode. Men også lange og tynde gennemløbsblink såsom, Sømmet og Sandrævlingen etc. Her er det primært tobis-imitationerne der gør sig gældende. Uanset om man fisker flue eller spin, er det vigtigt at tilføje kast langs med strækningen. De fleste havørreder trækker få meter fra strand/fjordbredden.
Fluefiskeren og spinnefiskeren med bombarda-kasteflåd og flue, kan få held med både tobis og sildefluer i rene neutrale farver, men også med diverse rejefluer i pink, brun, rød, grå, samt hvid.
Skrubbe: At fiske aktivt efter fladfisk er desværre ikke muligt her. Først efter 50 meter fra fjordbredden er der ren sandbund, og det er derfor ikke muligt at kaste ud og trække ind langs bunden, som nogengange er det mest effektive.
Her kan istedet bruges typisk et ganske alm. købe-forfang m. 2 kroge og et lod. Man kan også lave sit eget. På krogene kan man bruge børsteorm, skalrejer, sildestykker, makrel-stykker/strimler eller evt. alm. frostrejer uden skal. Kast ud og afvent hug.
Her er det vigtigt at finde de steder hvor der generelt kun er sandbund. At kaste tæt på de mørke tangpletter kan være givtigt. Fladfiskenes byttedyr gemmer sig der og derfor er der ofte fladfisk at finde, hvor sand og tangbælter møder hinanden.
Hornfisk: Hornfiskene er overalt i området, de er også forholdsvis nemme at fange.
I den lokale fiskeforhandler i Kalundborg, kan man købe sildefiletter. Disse skæres i små strimler. Derefter kan man ved brugen af en simpel prop, en enkelkrog eller en 3-krog og et bly, fange hornfisk. Et sildestykke sættes på krogen, gerne et stykke fra sølvsiden af silden og derefter kastes der ud. Proppen “løber afsted” eller forsvinder under vandet når der er bid. Når der er bid, gives der modhug så krogen sætter sig ordentligt. Hornfiskene kan dog til tider være svære at kroge, grundet deres lange hårde næb. Giv dem derfor gerne lidt til til at få maddingen/silden, helt ind i munden, som er blødere.
Blink i alle former og farver er også ganske effektive til hornfiskene, samt diverse rejefluer, tanglopper og fiskeimitationer.
Makrel: Makrellerne hugger på alt når de er ved Ulstrup Sønderstrand, men til tider kan de være ret selektive.
Sølv er altid godt, men også tobisfluer eller blink, kan lokke makrellerne til hug. Man kan på sin vis bruge makrelforfang og et tungt blink på ca. 30-40 gram og få mange på den måde, men da der generelt er lavt, så fanger man til tider bunden, med én eller flere kroge. Jeg anbefaler derfor ikke at man bruger makrelforfang.
Waders er en nødvendighed når strækningen ved Ulstrup Sønderstrand – Kalundborg Fjord skal affiskes.
Til fiskeriet kan man bruge fiskestænger fra 6-9 fod. Alt over er for voldsomt og ganske unødvendigt. Kastevægt: Alt fra 7 gram op til 30 gram. Ikke kraftigere. Stivhed i stangen: mellem/allround. Fiskehjulet må gerne have størrelsen fra 2500 til 3000.
Brug enten 0.15 flet eller fireline – eller det ganske udmærkede nylon/monofil line i 0.28 – 0.30. mm.
Når der fiskes med bombarda-flåd, er det en fordel at bruge stænger på mellem 10 og 12 fod. Forfang: Ca. 2-3 m.
Obs.: Sørg altid for at have “nok” line på hjulet, fyldt op, næsten helt ud til spolekanten. Dette gør at der er mindre modstand, fra netop spolekanten, når der kastes ud. At have meget line på hjulet giver længere kast, logisk set.
Jeg håber du får held med fiskeriet ved Ulstrup Sønderstrand – Kalundborg Fjord
/Jari – Camping og Fiskeri
