Sønderballe Hoved – Genner Bugt – 23,5 km. fra Halk Camping – læs mere…

Sønderballe Hoved lystfiskeri
Sønderballe Hoved er endnu en givende fiskeplads i Genner Bugt, man skylder sig selv at besøge.
På Nordsiden af Genner Bugt, er Sønderballe hoved – strækningen at finde. Hele Sønderballe Hoved er fantastisk når det kommer til havørredfiskeri. Her beskrives fra Slutningen af Sønderballe Strand, fra sidste sommerhus, til og med spidsen af hovedet, før den drejer om mod nordvest på den anden side.
Den enormt levende, bevoksede og til tider stenede bund, besværliggør fiskeriet efter fladfisk på strækningen, derfor fokuseres der primært på fiskeri efter havørred i denne guide, fiskearten som kan fanges året rundt fra Sønderballe Hoved.
Se en video fra Genner Bugt her: Fiskevideo…
Vand og bundforhold
Bunden er lækker og varieret, nogle steder er små stensætninger som går ud og skaber strømlæ og strømskæl, begge dele er guf for havørreden. Imellem dem, tæt under land, er der badekar/fordybninger i bunden, som ret ofte huser store havørreder, især om foråret.
Også muslingebanker kan der fiskes over visse steder på Sønderballe Hoved, disse er stort set sikre standpladser året rundt for havørrederne.
Nogle steder på strækningen er der lavt et godt stykke ud og andre steder det modsatte. Større huller midt i lavands-områderne er at finde og det er især der havørrederne kan fanges. Om sommeren er der højtstående tang. Har du mulighed for at fiske over dette eller imellem det, kan det være at du bliver overrasket over, hvor store fisk der i realiteten gemmer sig imellem tangen, trods det, at den er meget tæt.
Følger man hovedet rundt og går mod nord, så kommer der flere stenrev, hvor der som regel er en del fisk. Både havørrederne og hornfiskene står tæt her i sommermånederne.
Fluefiskeri eller fiskeri med bombarda er det bedste at anvende i sommerperioden, da nogle af tangplanterne står højt i vandet.
Vandet er generelt klart, men kan under kraftigt blæsevejr blive uklart.
Årstider – fiskearter omkring Sønderballe Hoved
Havørred: På strækningen kan der fanges havørreder året rundt. Mindstemål: 40 cm.
Hornfisk: Fra maj og ca. 3 måneder frem.
Intet mindstemål og ingen fredningstider.
Fangstmetoder:
Havørred: Rejefluer i hvid, grå eller lyserød. Tobisfluer eller grålig Polar Magnus er at foretrække. Skulle man ønske at fiske med blink, så brug gerne hvide, sølvfarvede eller tobisfarvede blink.
I uklart vand er skarpe grønne farver geniale når der fiskes med blink.
Om foråret, om sommeren og tidlig efterår, kontra vinteren, kan man fiske med blink eller gennemløbsblink helt op til 15 cm. i længden. Selv de mindre havørreder hugger gerne på store blink i de perioder.
I den koldeste tid, er små agn bedst at anvende.
Hornfisk: Hornfiskene er overalt langs kysten omkring Sønderballe Hoved. De er også forholdsvis nemme at fange og går tilmed helt ind på meget lavt vand. Man kan i reglen stå direkte fra land og kaste ud over det lidt dybere vand, på den første del af strækningen og fange den ene hornfisk efter den anden i højsæsonen.
Man kan ved brugen af en simpel prop, en enkelkrog eller en 3-krog og et bly, fange hornfisk. Et sildestykke eller end skalreje sættes på krogen, gerne et stykke fra sølvsiden af silden og derefter kastes der ud. Proppen “løber afsted” eller forsvinder under vandet når der er bid. Når der er bid, gives der modhug så krogen sætter sig ordentligt. Hornfiskene kan dog til tider være svære at kroge, grundet deres lange hårde næb. Giv dem derfor gerne lidt til til at få maddingen/silden eller skalrejen, helt ind i munden, som er blødere.
Blink i alle former og farver er også ganske effektive til hornfiskene, samt diverse rejefluer, tanglopper og fiskeimitationer.
Knæk og bræk ved Sønderballe Hoved.
/Jari – Camping og Fiskeri
Læs også om spændende fiskepladser ved Lillebælt på denne side: Haderslev Fjord…
